Jeg ville gerne vinde VM i tryllekort. Jeg ville sådan set også godt have vundet EM i selvsamme disciplin, men af forskellige årsager skulle det ikke være tilfældet. Til EM endte jeg dog med en hæderlig placering lige uden for pengene.

Faktisk skulle jeg overhovedet heller ikke vinde VM. Til gengæld skulle jeg få en så grundig omgang stryg, at det pludselig var attraktivt, at nogle af de danske spillere boede på elvte etage – og her mener jeg ikke, at udsigten var god, for det var den egentlig ikke. Så megen desto større grund til at styrte sig i kanalen.

I de tre dage jeg opholdt mig i Helvedes Forgård, skulle jeg imidlertid lære flere ting om min spillestil, danskernes generelle indgangsvinkel til spillets formater og få den endelige bekræftelse af, at jeg ALTID åbner Rockshards Elementals i ONS-LEG-SCO draft.

Mit oprindelige mål med denne artikel var en let gennemgang af forskellige genialiteter begået undervejs mod hæder og ære, men som Jonas FC tørt konstaterede – ”Der er nogen der må tabe”. Det gjorde jeg så.

Tirsdag: In the beginning....
Det danske hold bestående af Jonas Cleeman, Nis Berthelsen og undertegnede havde fyldt Jonas bil op med magictøj, magickort, magiske når-jeg-går-i-byen-i-den-her-T-shirt-scorer-jeg-for-vildt-T-shirts og tillige Svend Geertsen for at drage mod Berlin med 1½ dags solid testning i bagagen (jeg spillede 3-4 spil med mit Enchantress-deck, hvilket resulterede i, at der var frit valg på alle hylder til Extended-delen af VM). Med Manowar bragende ud af højtalerne, en kasse GT på skødet og med 180 i timen tager det forbløffende kort tid at nå Berlin fra København. For en gang skyld skulle jeg sove på sitet, på et rigtigt hotel og på en seng, jeg havde betalt for. At der så var karbad, gulvtæppe, elevator og alskens andre herligheder var jo kun med til at gøre opholdet endnu mere fantastisk.

Efter det obligatoriske playermeeting og en længerevarende træning i flagbæring (her kan man med fordel forestille sig 2000 frådende mongoler, der rider hærgende frem på stepperne med deres banere) var der så Barbeque med alt godt fra grillen plus det løse. Fabelagtigt, selvom de havde været en anelse fedtede med ølbilletterne. De amerikanere fatter da heller ingenting. Og nu vi er ved amerikanere, er det så kun mig, det irriterer grænseløst når (indtil videre samtlige) amerikanere vælger at indlede en samtale med ”have you ever been to the States?”. ”Nej, det har jeg ikke, og du kan godt tage dine høje tanker om dig selv og dit land og gemme dem et rigtigt hemmeligt sted!!!!”. Sorry, men at være fed OG selvfed er næsten ubærligt.

Nåh, men så sidder man der - mæt, lidt ør, småfuld og der var jo også lige de der GT´ere, der ventede på værelset og… Måske man skulle lave sit deck og skrive det ned, inden manden med søvnhammeren kiggede forbi.

Her er det så, at et udtalt problem i min - og faktisk også de andre danskeres - forberedelse til EM og VM burde få alarmklokkerne til at ringe. Vi tester ikke Type 2, hvilket faktisk burde være obligatorisk, da 8th edition var med i kortpuljen. Jeg spillede selvfølgelig mit Staying Alive-deck med en latterlig modifikation for at slå Reanimator. Det virkede som en rigtig god ide, de spillede jo alle sammen Reanimator, det havde vi jo set og hørt, og Wake var jo alligevel bare dødt, og U/G kunne jeg jo sagtens slå. Faktisk skulle jeg jo bare have lidt held i sprøjten. Det kunne have virket.

Her er så en pointe (disse pointer er ganske indlysende, men hvis jeg nu skriver dem ned, kan det være jeg lærer noget): Hvis du vil noget med det her spil, så test dine match-up. Det lyder indlysende, men det er ganske sikkert, at danskernes forståelse af VM-metagamet var baseret på gisninger, anelser og så måske noget forfærdeligt svineri med nogle sorte haner, fuldmåne og jomfruer.

Selvfølgelig er Mana Leak god i Wake, selvfølgelig er den syg i U/G og selvfølgelig havde Wake-spillerne da bare taget Vengeful Dreams ud af skammekrogen for at bashe U/G og i særdeleshed Reanimator-spillerne med den. Dertil kommer, at verdens bedste magicspillere forståeligt nok gerne vil spille komplicerede decks som Wake (at mirrormatchen hang dem langt ud af halsen, skal vi ikke komme ind på her). Kort sagt, vi havde ikke en grundig forståelse af, hvorledes deckene var blevet ramt af inklusionen af Scourge OG 8th edition. Ikke dermed sagt, at vi ikke var ved godt mod eller dårligere rustet end de andre, for alle andre var selvfølgelig også rådvilde, og alt kan ske, og alle decks var da også repræsenteret. Jeg talte med Pierre Malherbaud (EM-finalisten), og han havde sgu taget mit deck for at prøve kræfter med det til VM. Se der blev jeg sgu lidt varm og blød indeni (han gik for øvrigt 3-2-1 med det). Det ændrer dog ikke på det faktum, at der - i hvert fald hos mig - manglende en gennemarbejdet plan for at slå, hvad der skulle blive majoriteten af deckene ved VM.

Onsdag morgen oprandt, og efter endt morgenmad, der trods de romerske dimensioner blev indtaget siddende, samt nationernes præsentation (hold kæft hvor ser jeg naiv og lykkelig ud på det billede), var første runde oppe.

Onsdag: Countdown to extinction
Han spiller U/G, han spiller Upheaval main, han spiller den i alle tre spil, vi får en draw med ham på et liv og uden svar til min horde. Her skal billedet fryses til om 50 år, hvor tidsmaskinen gør det muligt for mig at sige ”I´ll concede”. Så nemt, så enkelt, så professionelt, overvejet og tilmed venligt, men først da pairings til anden runde er oppe, forstår jeg min fadæse. Jeg spiller fra nu af kun mod Wake eller andre kontroldecks. Fra første runde havde jeg ødelagt mine chancer for at klare mig godt, jeg havde endda spillet langsomt, hvilket er noget jeg tidligere havde tænkt mig at arbejde med (det var så en anden pointe). Flot Støjfan, klassisk Cookie lige der.

Der var selvfølgelig venlige skulderklap fra de fleste (Manne valgte at køre den hårde linie, hvilket han ikke skal høre et ord for, selvom hans hukommelse godt kunne bruge en opgradering), men herfra skulle et sammentræf af kom-nu-deck-for-helvede,-det-er-lige-ved-og-nu-taber-jeg-SATANS kampe være lidt af et mantra for mit VM. Jeg sluttede dag 1 med den mindeværdige præstation 1-4-1.

Foruden min draw havde jeg tabt til et U/G deck, to Wake decks, samt et sort / hvidt kontroldeck spillet af Justin Gary, hvor jeg ganske symptomatisk har 6 kort i graven med mana til både Biorhythm, aktivering af mit Monestary OG Justin (selvfølgelig er jeg på fornavn med de store, jeg er jo dansk mester for helvede… eller fra helvede?!?) tappet ud, turen før han skaber kontrol. Det skal her nævnes, at Justin Gary må være undtagelsen fra reglen, idet han var yderst sympatisk og behagelig, alt imens han ristede min røv. Jeg gennemprygler desuden en sagesløs Mexicaner i runde fire, der af uransagelige årsager har fået en draw med sit R/G deck, men det glæder mig ikke.

Dette er ikke klassisk whining (eller det bilder jeg mig i hvert fald ind, at det ikke er), det er blot et referat af den utøjlelige frustration, jeg oplevede ved mig og Magic henover de tre dage, det individuelle VM varede. Det gik mig virkelig på og er da også en af de væsentligste grunde til, at denne artikel kommer så sent. Jeg var virkelig nede og vende. Heldigvis skulle hold-VM gøre hjemrejsen tålelig og spare mig for mangen en psykologregning, herom senere.

Dag 1 ender middelmådigt for danskerne med Peter Myrvig i spidsen på 3-2-1. Derfor skal vi klare os godt i draftdelen, hvor vi traditionelt set heldigvis er ganske gode.

Torsdag: Judgement Day
Torsdag morgen oprinder uden alt for seriøse tømmermænd (tror sgu jeg er ved at falde af på den), og til alt held er de to Rochester Drafts i det mindste gratis, hvilket var noget, der først gik op for mig ved EM. Jeg drafter et middelmådigt rødt / sort deck i første pod, og efter en forståelig 1-1 præstation bliver jeg så parret mod manden med landecyckledyrene-infest-removal-Oversold Cemetary decket, som jeg bare ikke kan slå i lategamet. Hvorfor fanden var han 1-1? Anden pod går jeg 2-1, og kunne være gået 3-0, hvis det ikke lige var fordi jeg - som Manne så rigtigt formulerede det - ”ikke valgte en af de 3-4 måder, jeg kunne vinde på”, og derfor valgte et sats, der blev ganske hårdt straffet.

Endnu en pointe: Hvis du er lige ved at vinde, men ikke kan få den nødvendige kontrol til at lave alpha striket, skal du ikke bare prøve alligevel, da dine chancer for at vinde senere er lige så store som modstanderens. Vent til han laver fejlen, eller nye svar byder sig fra toppen af decket. Der er ingen ide i at tabe til sig selv. Noget som også er godt at huske er, at så længe bordsituationen ligner en stalemate, så er modstanderen altså ligeså bange for at angribe uden en back-up plan, som du er. ”Aaahhh a clue Sherlock”, det var nok derfor at min modstander bare sagde go i en uendelighed, indtil jeg bristede ballonen!? Læs og forstå, ligesom i skolen.

Endnu en Pointe: God I hate morphs!
Hvad der på dette tidspunkt er så ganske fantastisk er, at jeg snart får lov at spille seks runder med et format, jeg intet kendskab har til whatsoever!!!

Fredag: Hell awaits you
Det er jo for cool, at man først er nogenlunde fortrolig med sit match-up, når man sidder i den tredje kamp. Til gengæld var jeg så gudsbenådet, at jeg spillede alle tre kampe i de seks runder, jeg blev udsat for denne malstrøm af et format. Vandt jeg? Egentlig ikke, men jeg morede mig situationen til trods ganske gevaldigt med at spille Jonas´s Draco-Explosion-deck til en flot 2-4 præstation. Min første modstander spiller nogle øer, så spiller han nogle sumpe, så counter han nogle spells og så… Nåh, han spiller Psychatog! Hvor heldigt, så ved jeg da det i spil to. I det spil napper jeg hans Psychatog med min Gilded Drake, hvilket tilsyneladende stadig var ham uforståeligt, da den smacker ham for tredive et par ture senere. He he he. Han vinder selvfølgelig tredje spil.

Noget der står klart i hukommelsen fra Extendeddelen er, at jeg under de fire første runder faktisk ikke er ganske fortrolig med, hvilke spells jeg kan wishe efter, og i så fald at jeg kender dem, er jeg ikke ganske sikker på, hvordan deres ordlyd går. Det er faktisk det, jeg husker klarest, og så brysterne på hende tøsen, der spillede med i en ALL FEMALE Sealed Deck turneringen. Der sad hun med den vildeste kavalergang midt blandt gorker, trolde og andre udstødte, mens folk tabte koncentrationen ved featurebordene 50 meter væk, YEAH!!!

Min næste modstander vælger meget elskværdigt at triple mulligane i andet spil, men da jeg ikke skal have nogen udeståender med Kwok Chun Hung BONE (det hed han sgu), vælger jeg at tabe tredje spil uden al for megen ballade.

Jeg husker intet af tredje runde andet end, at jeg taber 2-1, og at jeg i fjerde runde møder et sort/rødt discard / Negator deck, jeg ikke er alt for glad for. Han vælger dog at lave følgende genialitet i andet spil. Jeg er på 11 liv, han har en Negator ude sammen med en ”død” Sarcomancy, en Tangle Wire med 3 counters, han har 5 lande, og er på 13 liv med fire kort på hånden. Jeg er færdig, jeg ved det, han tænker og tænker, jeg spørger, om det er min tur. Han spiller sin anden negator! Godt så! Så vil han gerne spille Duress. Fedt nok, du tager en af mine to Wish. Så vil du gerne spille Cabal Therapy, så tror jeg lige jeg wisher efter Mystical Tutor, spiller den og lægger Earthquake på toppen. Hvad siger du så? Ingenting! Er det så mig? Endnu mere cool. Så tror jeg bare jeg earthquaker for fem og rydder din side af bordet. Han vinder selvfølgelig spil tre.

Jeg gennemprygler mine to næste modstandere, der spillede nogle deck, jeg ikke kan nævne her på grund af deres potentiale til at ryste extended formatet, hvorfor jeg har memoriseret dem til senere brug. Jeg kan dog løfte sløret for, at det ene var et monosort kontroldeck med Diabolic Tutors, fordi ”de der Vampiric Tutors er bare vildt dårlige” og Diabolic Edicts som eneste extendedkort. ”YEAAAHAAA, I laugh in the face of danger!”.

YEEEHHHHAAAAA!!! I er alle nogle fucking losers, hvor pinligt mand!!! Jeg har ingen anelse om, hvad plads jeg kom på, men jeg endte ikke på den sidste seddel af mange sedler med standings. YYEEAAHHHH. Skal vi så se at få drukket en million drinks og kaste os ud foran den første den bedste Trabant med håbet om en lang og smertefuld død. Skæbnen ville det anderledes, så det var desværre kun en halv million drinks, og Trabanten var udskiftet med ½ times søvn inden holdkonkurrencen, hvor vi på grund af Nis og især Jonas præstation lå på en fantastisk 30 plads!

Hvis man savner beskrivelser af aftenens strabadser, kommer de her i den umiddelbare rækkefølge:

Jeg er smadret efter tre dages spil og sammenlagt ti timers søvn.

Jonas, Svend og jeg deler en liter vodka med sparsomme mængder Red Bull henover tre kvarter.

Jeg drikker 4 GT´er. Vi ender på et tysk diskotek, hvor jeg prompte reagerer på min udleverede Vodka / Red Bull ved at kaste op

Resten af aftenen har jeg det fantastisk

Jeg drikker en milliard øl

Jeg danser topløs i et lokale, hvor luftfugtigheden reducerede sigtbarheden til 10 cm

Jeg går desværre glip af, at diskotekets kælder er indrettet som et fængsel - til gengæld danser jeg med den stramme tøs fra helvede… Jeg er gift!!!

Lørdag: The Afterlife
Vi småjokede lidt med, at vi jo bare skulle WIN OUT for at komme i pengene. Nis havde sovet for holdet, så selv om Jonas og jeg intet fattede, før draften var i gang, endte jeg af uransagelige årsager op med følgende monstrøsitet:
3 Frozen Solid
3 Skinthinner
2 Backslide (se det er sjovt)
1 Arcanis, the Omnipotent
1 Noxious Ghoul
1 Severed Legion
1 Nefashu
1 Vengeful Dead
1 Nantuko Husk
1 Death´s-head Buzzard
1 Soul Collector
1 Goblin Turncoat
1 Echo Tracer
1 Wall of Deceit
1 Covert Operative
1 Essence Fracture
1 Stifle

What a beating!!! Jeg spillede uden Stifle i første kamp, da dens potentiale var gået os forbi under deckbuilding, men Backslide/Skinthinner komboen blev for meget for min modstander. Vi vinder over Italien 2-1. Min modstander havde ellers en god bordsituation i spil to, hvor min anden spell var Arcanis, the Omnipotent. Derefter får jeg stabiliseret og da jeg kan angribe med min Nefashu og lægge counters på hans dyr samt min Deaths-Head Buzzard OG spille en face-up Skinthinner til min Noxoius Ghoul, er han godt nede i posen.

De næste vi skal møde er Australierne, der er virkelig flinke. Jeg får drafted et Riptide Laboratory, og kan principielt gå fuldstædig rokkoko med Echo Tracer og Voidmage Apprentice. Heldigvis vinder Jonas og Nis, før det bliver aktuelt for mig at koge totalt over. Hva´ satan? Nu skal vi bare vinde de næste to for at komme i top 8.

Så er det Ungarns tur til at stå for skud. Jeg får draftet et halvdårligt hvidblåt soldat deck med Master of the Veil / Aven Farseer-komboen (ja den er langsom), men til alt held to Rush of Knowledge, som jeg ganske overbevisende smider for seks i tur syv i begge spil. Gæt selv resten… Jeg havde desuden to Seaside Haven, som jeg vildt gerne ville have udnyttet. Dog blev jeg lidt skræmt af nogle stemmer, der hviskede noget om at have Extract i sideboardet, og de stemmer har jeg lært, at man IKKE skal lytte til, så deeeetttt…

Nu skal vi bare vinde den næste. Jeg er nu så småt ved at genfinde opfattelsen af, at Magic rent faktisk er et udmærket spil, og jeg er ikke længere faretruende suicidal. Til gengæld er jeg pænt træt. Jeg er desuden konstant bange for, at Jonas skal læne sig storsnorkende ind over bordet, men to liter vand i timen sørger for, at hans blære og koncentration holdes ved smertegrænsen.

Vi skal drafte mod Hong Kong, og som en klassisk Samurai-film er det den ældre, den store, den altdominerende førerhan, der sidder i midten og bestemmer, hvordan de andre skal counterdrafte, så HAN kan få drømmedecket. Denne strategi er ikke videre smart, men vi var stadig ikke ovenud begejstrede for vores matchups. Blandt andet havde min modstander Centaur Glade, Noxious Ghoul multiple Skinthinners og Putrid raptors samt Deathmark Prelate. Jeg havde det underlige deck...

2 Piety Charm
2 Pacifism
2 Dragonscales
2 Aven Farseer (5 morpher uhu)
3 Echo Tracer
3 Screaming Seahawk (jeg havde 4)
1 Mistform Dreamer
1 Coast Watcher
1 Mistform Shrieker
1 Primoc Escape
1 Noble Templar
1 Daru Sanctifier
1 Backslide
1 TRICKERY CHARM

Jeg spiller faktisk kun et spil. Jeg åbner ballet med lidt skade, men han stabiliserer på 14 liv. Herefter banker han mig ned på fem liv, og jeg er nødt til at holde min Mistform Screamer og min Harrier tilbage for at chumpblocke. Inden det bliver nødvendigt, får jeg imidlertid spillet nogle drageskæl på dem begge, og kan nu ende spillet i næste tur og stadig blokke. Min modstander mener dog at have svaret i Deathmark Prelate, og her er det så at Trickery Charm virkelig skinner.

Jeg havde inkluderet denne oversete spell, da jeg troede, den kunne afværge effekten af Skinthinner. Det kan den ikke!!! Den kan til gengæld counter Prelatens ability, og da min modstander ganske naturligt ikke vælger min Shrieker (der kan ændre creature type), er han ganske målløs, da jeg spiller min Charm efter, at han har tappet ud for at spille en zombie og derefter aktivere sin Prelate. Han ser lidt på den, kigger på Nis´s kamp (som Nis taber) kigger på Charmen, ryster på hovedet, vælter over for nul skade, kigger på Nis´s kamp, kigger op i loftet, og pakker sit deck sammen alt imens en mumlen, indeholdende hvad der af forskellige grunde ikke kan gengives her, forlader hans mund. Vi sidder begge og griner, da han mulliganer i spil to, og derefter vælger at lægge andet og tredje land i tur fem og seks, hvorefter mine Echo Tracers pisser ham i skoene og op og ned af ryggen.

Vi ender på en fantastisk ottendeplads (money money money) efter at være gået 4-0 i hvad de kloge hoveder kalder for det mest skill-intensive format. Mand, jeg skal til at gå på druk aftenen før igen!!! Alt i alt en værdig udgang på VM, hvor tre danskere faktisk var i top 64, hvor holdet klarede sig over evne, og hvor mit personlige spil hævede sig hen over de fire dage arrangementet varede. Bare ærgerligt, at Magickort giver mig kvalme det næste stykke tid...

Props:
Jonas for kørelejlighed, ol´ school hævi, teamspirit, godt spil og for at være med til at holde gejsten oppe hos mig.

Nis for turen, teamspirit, gejst, søvnen, og fordi du efter min bedste overbevisning ikke forlod Estrel kongrescenter under hele VM. Det er fane´me og på mærkværdig vis et eller andet sted ret cool. Dertil at dit regelkendskab til stadighed overrasker mig og tilsyneladende også dine modstandere!!!

Svend for at være sig selv og for at insistere på at jeg skulle med på druk. Du har så evig ret...

Peter Myrvig, fordi han af en eller anden underlig grund og på en eller anden underlig måde sparker røv.

Thomas Dall, fordi han virkelig kan lukke noget lort ud.

Simon Rimdal, fordi han af uransagelige årsager altid havde smøger.

Alle danskere, der tog med ned til VM for at spille PTQ´er, være der, se på eller blot drikke nogle øl med os. I var sgu en del af min oplevelse.

Slops:

Amerikanere og franskmænd.

Mig, fordi jeg er en anelse fordomsfuld.

Dall, fordi jeg skylder en stenrig advokat penge.

Svend og Dall, fordi de jo bare er nogle små uartige piger, der synes, det er sejt at sige tis.

Distræthed… Nis for helvede.

Manne´s hukommelse. Man må gerne forklare om andres fejl, men det nok bedst, om man kan huske bare en brøkdel af kampen.

Mig, fordi jeg lader mig gå ekstremt meget på af Magic og min måde at spille det.

Magic - specielt under VM.

Tak herfra, og tak fordi du gad læse med her lidt for sent og lidt for ynkeligt…

Don´t you go Whining on me…