Velkommen til DanskMagics artikler. Her finder du mange interessante og sjove artikler omhandlende alle forskellige formater indenfor Magic. Dyk ned i vores arkiv. Vil du selv skrive en artikel? Vi publicerer og belønner! Klik på linket nederst, så ser vores redaktion artiklen, og de vil herefter afgøre om den vil blive publiceret eller ej. Vil du måske bidrage med et deck som trænger til en forbedring til vores artikelserie Deckdoktoren? Anvend denne formular!
Er vi ikke alle sammen hypede over det nye sæt?!
Jeg kunne ikke forestille mig andet.
Jeg er sikker på, at du også har haft hænderne i sølet, og klattet en masse decks sammen. Jeskai Counterburn. Mono-black aggro. Turbo-Delve. Måske du har mistet din retningssans, og ved ikke, hvad du skal stille op med alle disse bryggerier.
Jeg har været så oppe at køre over det nye format, at jeg allerede er gået i gang med at teste det. Og jeg er kommet frem til nogle decks, som jeg synes er rimelig gode. Dem vil jeg da gerne dele med jer, så I kan udvælge et deck til den første FNM, eller så I har en ramme, der kan bruges til videre testing.
Jeg kan vel lige så godt starte med det deck, der har performet bedst i min testing.
Kan du lide lange, grindy Magic-spil fyldt med value?
Elsker du når din win-condition er, at modstanderen giver op, når du for 3. gang skal discarde til hand size?
Så bør du nok forberede dig på at få dit kranie omstruktureret af det her deck:
Normalt plejer 3-farvede aggro-decks at ofre fart for at få væsentlige bedre individuelle kort. Det her deck er hurtigere end både mono-rød aggro og mono-sort aggro, mens det samtidig har adgang til nogle rigtige prisvindere. Tanken er, at man får 12 gode 1-drops og noget bestow fra sort, samt Rabblemaster og burn-spells fra rød. Oven i hatten kan man så lave et relativt gratis splash for 6 Mardu multicolor-kort. I hvert fald gratis, hvis man er ligeglad med sin lifetotal (hahaha, det er lige meget, vi starter på 20 liv igen næste spil!).
Det her deck straffer virkelig folk. Med en kurve, der ligner en nøje afspejling af Wizards’ forkærlighed for farven blå igennem tiden, kommer det hurtigt og konsistent ud af starthullerne, og annullere modstanderens forsøg på at komme igen med Crackling Doom, Butcher of the Horde eller et par velafrettede burn-spells.
Jeg havde også på et tidspunkt en version med Chief of the Edge og Borderland Marauder i stedet for to-drop dyrene med Bestow. Decket spiller helt tilfældigt en masse Warriors, og tanken var, at Chief selv er et aggressivt to-drop, der kan hjælpe de andre dyr gennem en Caryatid eller en Courser.
I sidste ende var Spiteful Returned dog det bedre valg, fordi den giver mere reach i en boardstall, og fleksibiliteten af bestow fra den Ondskabsfulde Tilbagevendte og Mogis’ kælehund udførte chefens job en del bedre. Det er heller ikke trivielt, at man nogle gange ikke kunne kaste den på grund af det hvide mana-symbol.
Mardu Aggro føles dog lidt som dredge mod Rest in Peace: Hvis din modstander har Drown in Sorrow så går det rimelig meget op ad bakke. Jeg kunne forestille mig, at en masse decks vil forsøge at drukne de kære krigere i sovs (jeg mener sorg!) efter sideboard, så det er helt sikkert en relevant faktor. Jeg har vundet spil med decket mod flere Drown in Sorrow, men det er sjældent nemt.
Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at man tager en frygtelig masse skade fra sin manabase. En anden god måde at vinde over Mardu Aggro på er ved at vende sine dyr sidelæns, for der skal ikke mange slag til, før de enten er døde eller ikke kan kaste flere spells.
Mardu vinder dog de fleste ræs, så der skal bruges lidt finesse. Altid slå med dit største dyr, hvis du vil angribe (på grund af Crackling Doom). Lifelink på en masse dyr er også ret effektiv, så Sorin, Solemn Visitor eller Jeskai Charm er også gode planer mod decket.
Jeg ville i hvert fald kaste mit nye bryg i arenaen mod det her deck først for at se, om det overhovedet er værd at samle på.
Grunden til at jeg overhovedet begyndte at spilteste formatet for mig selv var, at jeg syntes prisen på Savage Knuckleblade var alt for lav. Jeg overvejede pre-order, men jeg ville gerne lige afprøve Temur Monsters for at se, om det var så godt, som jeg tænkte.
Det var det.
Og da jeg var kommet til den konklusion, var de udsolgt. Så jeg må bare give jer listen i stedet:
Decket var oprindeligt bygget omkring Temur Ascendancy. C’mon, Fires of Yavimaya plus card advantage! Det må være en spøg!
Det viser sig at tiderne har ændret sig. Ascendancy kan sjældent kastes tur 2 (man skal have Yavimaya Coast eller Mana Confluence sammen med Elvish Mystic), og når man endelig kan kaste den, kan man alligevel spille en dum klump uden at risikere at være off-curve. Men selvom Ascendancy underpræsterede – og som resultat deraf blev skåret fra 3 til 1 – fik kortet mig til at lave andre valg, som har vist deres værd og er blevet i listen Genesis Hydra blev valgt som det bedste 6-drop med Ascendancy. Man kaster den for x=4, har god chance for at ramme et andet 4-power dyr, og du får så lov til at trække to kort og give dem begge haste. Det viser sig, at Genesis Hydra alligevel er rigeligt value i sig selv, og fik altså jobbet til fordel for næstkandidaten Soul of Shandalar. Ashcloud Phoenix er dog den rigtige vinder her! Oprindeligt valgt fordi den var et fornuftigt 4-power 4-drop, ender den med at flyve helt ud af manegen. At slå for 4 i luften fra tur 4 af er allerede over kurve (det viser sig, at det samme tal bliver ved med at dukke op igen og igen i denne sektion. Temur 4 life!). Derudover SKAL man exile den, for at komme af med den. 2/2’eren er bestemt ikke irrelevant, og det varer ikke længe, før du står overfor samme fjerbaskende problem igen. Selv mod aggro-decks, kan den bare være en solid blocker, der selv kan gøre arbejde efter en uafværgelig Crackling Doom.
Desuden skaber den også en meget gunstig spænding med Stormbreath Dragon. Silence the Believers er den eneste removal-spell, der både kan tage dragen og fuglen, fordi alt andet, der exiler, er hvidt. Det sætter kontrol-decks i en rimelig vanskelig position, hvor de skal have det rette kort på det rette tidspunkt. Hvis Lingering Souls var i formatet, ville den nok være uspillelig, men som det ser ud, er den ene toughness ikke noget stort problem, for de eneste andre flyvere er Butcher of the Horde, Stormbreath Dragon og Wingmate Roc. Du kan selv lave matematikken.
Apropos Stormbreath Dragon, så er han King of the Hill wrestleren, der aldrig har tænkt sig at give op på sin position. Udfordrere er kommet og gået, både en Planeswalker og en mægtig Khan. De er begge blevet slået ud af Abzan Charm eller Utter End, mens dragen triumferende går monstrøs. Sarkhan har aldrig været i decket, og jeg tror heller ikke, at han kommer til det. Udover at han dør til flere removal-spells (for slet ikke at tale om, hvis din modstander har nogle, jeg ved ikke, måske nogle creatures i spil, der kan angribe?), så er dragens evne til at blokere og blive monstrous stadig bedre end Sarkhans andre upsides. Det er heller ikke irrelevant, at det er tilladt at have tre drager i spil på én gang, hvor du kun må have to Sarkhans (ja, to. Det virker!).
Hvad Surrak, Dragonclaw angår, så var jeg skeptisk i starten, men prøvede ham alligevel i stedet for en enkelt Crater’s Claws. Hver gang jeg trak ham, tænkte jeg: ”Hvis det her havde været en Crater’s Claws, havde jeg bare vundet!” Jeg fik hurtigt byttet tilbage igen.
Temur Monsters er rigtig godt mod formatets kontrollerende decks, fordi du hver tur stiller dem spørgsmålet, om de har den helt rigtige removal. Savage Knuckleblade er en slagbror på flere forskellige fronter, og Temur Charm kan dække dine baser mod Elspeth. Der er også spørgsmålet, om man skal spille Courser eller Rabblemaster. Jeg hælder mest selv til Courser for at give mig selv en chance mod Mardu, men det er selvfølgelig også ret godt at slå modstanderen ihjel.
Deckets store akilles-hæl er Mardu aggro, hvor din clunky manabase og deres nemme måde at håndtere dine store blockers på (*host* Crackling *host* Doom), gør det svært for dig at få fodfæste. Min nuværende sideboard-plan er at bringe en masse removal ind, for Nylea’s Disciple var ikke det, der skulle til. Jeg er dog stadig ikke sikker på, om der er nok kort til match-uppet.
Det næste deck er heldigvis lidt bedre mod Mardu. Da Abzan Charm blev spoilet kunne jeg endelig gå i gang med at bygge decks fra den bedste clan. Den er så god, at der kom hele to fornuftige decks ud af det.
Decket startede med at hedde Abzan Aggro, men det spiller ikke helt som et aggro-deck, fordi at (næsten) alle dyrene er mægtig fine helt for sig selv.
Det spiller oftere som et fish-deck, i form af at du lægger et par solide trusler og følger op med removal. I forhold til kort-valget har jeg bare taget de bedste dyr i Abzan, jeg kunne finde på kurven. De her er kongerne på hver deres mana-spot (deraf det pralende navn).
Ham her. Det er det bedste kort i Khans, ifølge min testing. Den ser god ud, det ved jeg godt. Men den er bedre end det! Prøv at forestille dig at trække flere af dem. 6 points dræn? Og 8 power? Det går STÆRKT lige pludselig. Og at spille tre i træk er bare at bruge sin modstander som boksepude. Den minder på det punkt lidt om Gray Merchant of Asphodel, bortset fra at i stedet for at være en klam, grå handelsmand, så er det et gryntende og kolossalt næsehorn, der tramper på dit ansigt.
Og Abzan Charm! Den er i mit hoved klart den bedste af alle Charms. Dens removal tager flere (relevante) ting end Sultai Charm, dens draw-mode er bedre, og +1/+1-counters kommer faktisk op overraskende ofte. Den fungerer ikke lige så godt her, som den gør i en mere kontrollerende skal (det kommer vi til), men den er stadig dagens Charm i skysovs.
Der er også to andre kort i decket, der overgik forventningerne. Wingmate Roc er den ene af dem, men alle kunne jo se, at BroodmateAngel er et helt reelt Magic-kort. Rakshasa Deathdealer derimod, modtog en del ris og blandede holdninger, da den kom frem. Folk sagde, at det var en dårlig Lotleth Troll. Det er ikke nogen Lotleth Troll. Den minder langt mere om Scavenging Ooze eller Nantuko Shade.
Early game er det bare en passende bjørn, der kan komme igennem større blockers pga. Threat of Activation. Lategame er den bare en usårlig trussel, der er svær at komme til livs både med removal og blockers. Desværre har den en allergisk reaktion overfor Plains, så jeg kunne ikke tilføje flere.
Soldier of the Pantheon er pletten på lagenet. Hvis min strategi er at spille gode selvstændige trusler, hvorfor spiller jeg så en billig Goblin Piker? Og den bliver endda endnu værre i et format med masser af Coursers og Caryatids!
Til gengæld er protection fra multicolor relevant til at stoppe et par ting i formatet – primært i mirroren, men Savage Knucklebade og Xenagos, the Reveler kommer også i klemme. Jeg tror, at det er det kort, jeg kommer til at boarde ud oftest, fordi den forlader mit maindeck mod alle grønne decks med defensive planter og kentaurer.
Det tror jeg ikke er grund nok til helt at cutte den fra decket, for det kan nemt lede til at have flere tunge hænder, som må mulliganes. Decket mulliganer allerede lidt oftere end jeg kunne ønske, men kan også bære det ret godt. Det er også rart at have et billigt kort, man kan spille sammen med sin Thoughtseize for at lægge lidt pres på. Desuden kan den bytte med Rabblemaster uden at skulle bruge en reel blocker på det.
Decket er noget af det, der performer bedst mod Mardu. Kurven af Fleecemane Lion ind Brimaz, King of Oreskos er allerede ret svær at slå, specielt når den bliver fulgt op af removal eller Siege Rhino. Desuden er det her et aggro-deck, der får lov til at spille Drown in Sorrow i sideboardet.
Det har størst problemer med Elspeth, men der er både Wingmate Roc og Herald of Torment ud af sideboardet til at knække den nød.
Alt i alt er The Kings bare et virkelig solidt deck, der bare spiller gode kort og er i stand til at bestemme spillets fart, samt har gode muligheder for sideboarding.
Så længe man kan få manabasen til at makke ret uden at tage alt for meget smerte, så burde resten gå efter planen.
Jeg har naturligvis også været på udkig efter et kontrol-deck i det nye format. Jeg må desværre meddele, at jeg har ledt og fejlet. Sultai Planeswalkers a la Theros Block matcher bare ikke særlig godt op mod de andre decks her, så jeg prøvede i stedet BW Control uden creatures med en plan om at gå End Hostilities ind i Elspeth. Det viste sig faktisk at have potentiale, selvom det godt kunne bruge blå for Dissolve og Prognostic Sphinx, hvilket ville rive manabasen fra hinanden.
Da Abzan Charm blev spoilet, kunne jeg ikke længere se nogen grund til at spille End Hostilities over Sylvan Caryatid og Courser of Kruphix, så jeg byggede dette Abzan Midrange deck:
Strategien er rimelig simpel. Man spiller lidt som et kontrol-deck, der får indbygget card-advantage og lifegain via den kære Courser of Kruphix. Man spiller en hel del removal og discard for at holde modstanderen i skak indtil man kan lande sin Elspeth, der forhåbentlig burde overtage spillet. Men ud over det, så har man også mulighed for:
Den dukker op igen! Otto er et næsehorn. Og hans funky fodspor ser sådan her ud: (-3) (+3) Siege Rhino giver decket en ny dimension, som BW-decket manglede: En trussel, der rent faktisk kan sige stop og vende spillet om, så man kan tvinge modstanderen til at reagere, i stedet for selv at skulle have det perfekte svar hele tiden.
På den måde udfylder den lidt den rolle som Desecration Demon gjorde før. Bortset fra, at Otto rent faktisk stabiliserer mod aggro-decks. Og det 3 points lifeswing er bestemt ikke irrelevant: inden man får set sig om, så er man ved at være på den, og kan ikke længere nådesløst slå med alle sine dyr.
Jeg tror efterhånden at folk har forstået, hvor god jeg synes den her fætter er. Mange påstår, at Polukranos er bedre, specielt fordi han trumfer belejrings-næsehornet. Men Siege Rhino bliver som regel spillet i decks, der kan bakke den op med en masse removal, så den Pøllefar får ikke lov til at se dagens lys særlig længe, før den bliver evakueret. Og det er endnu værre med Abzan Charm, der kan tillade Rhino både at vinde i combat over Polukranos og samtidig blive en endnu mere uhåndterlig trussel.
Også fordi der bliver spillet så meget removal har Siege-daddy en fordel. Polukranos forsvinder bare uden at aflægge visitkort, hvor Siege Rhino i det mindste efterlader et par fodspor.
Abzan Midrange er et lige så solidt deck som The Kings, men i stedet for at tage en offensiv holdning til spillet, læner det sig mere tilbage og barrikadere sig bag den industrielt anbefalede duo af Courser og Caryatid, mens det også har adgang til lategame-bomben over dem alle i form af Elspeth og en større samling af removal spells.
Det her deck tager også virkelig fordel af, hvor alsidige removal-spells er i de her farver: Thoughtseize, Hero’s Downfall, Abzan Charm og Utter End sørger for, at du næsten altid har det rigtige svar til den rigtige situation og mindsker midranges sædvanlige problem med at trække den forkerte halvdel af decket.
Som et rigtigt Pure Midrange-deck har Abzan ikke nogen rigtig dårlige match-ups. Det har, som typisk for Abzan-farverne, gode sideboard-muligheder: Drown in Sorrow og Last Breath mod Mardu (måske også Nyx-Fleece Ram?); Duneblast, der en kæmpe mugplet på det nykøbte franskbrød for Temur; Reaper of the Wilds til at håndtere kontrol; og Silence the Believers, der både fjerner drager og bestowede Herald of Torment.
Det her forekommer mig at være grundsøjlen af decks i det nye format. Kedelige, men stærke. Nu hvor jeg selv er en metagamer, vil jeg dog ikke efterlade jer uden et spicy deck, der måske ikke har samme individuelle styrke, som de andre decks, men hvis synergier kunne være velpositioneret i det rigtige meta. Alle og deres bedstemødre har kigget på et Sultai graveyard-deck, og det her er så min version:
Jeg fandt hurtigt ud af, at Sidisi, Brood Tyrant er rigtig god i den her skal (men det kræver mindst 24 creatures, for at hun skal levere Zombier konsistent). Jeg fandt også ud af, at Endless Obedience er den rigtige reanimation spell. Den har god synergi med både Sidisi og Satyr Wayfinder. Det planlagte nut-draw er at rampe ind i tur 3 Sidisi, der så møller en Hornet Queen, som man kan reanimere tur 4.
Man har desuden rigtig mange måder at putte kort i graven på, men man bruger kun et par stykker af dem. Derfor er det meget oplagt at udnytte delve, så Murderous Cut bliver en automatisk 4-of. Necropolis Fiend er heller ikke helt skidt. Den koster som regel ikke mere end 2 mana, og kan være et fint kort at reanimere, hvis man ikke har andet.
Man kunne også overveje at tilføje Empty the Pits, men det kræver nok at man spiller Urborg. Det vil nok også komme til at sænke dit antal creatures for Sidisi, men den kan helt sikkert have en kæmpe upside.
Reanimator har det ret svært mod aggro, fordi det er for langsomt, og ret svært mod control med End Hostilities og/eller counterspells, for de kan godt svare alle dine trusler.
Til gengæld er det her deck et monster mod midrange, som ser ud til at udgøre størstedelen af formatet. Hornet Queen er en af de bedste trusler du kan have, for hvis de ikke har en Bile Blight er det slet og ret en 5-for-1. Den spiser alle dyrene, og den spiser alle planeswalkersne. Og det her deck, nøjes ikke kun med at spille 4 Hornet Queens. Mellem Commune with Gods og Endless Obedience, spiller det nærmere 15 Hornet Queens. Det er ret mange og bier, og rigtig, rigtig meget honning!
Det er altså lidt af et meta-deck. Måske bliver det godt. Måske dør det bare til splash hate såsom Anafenza og Drown in Sorrow. Men det kunne være et valg for en, der gerne vil leve på den vilde side af livet. Listen er dog ikke nær så tunet som mange af de andre, så den kræver nok lidt mere arbejde.
Det var de decks, jeg mente at kunne være bekendt at stille op i denne artikel. Jeg har kigget på en del andre lister, som ikke helt levede op, så det her er creme de la creme af min begrænsede testing, om man vil.
Selv hvis man ikke har tænkt sig at prøve at spille med nogle af disse lister, kan man godt bruge deres manabaser som skabeloner. Jeg har brugt en hel del tid på at overveje valget af lande i alle lister, og det største take-away jeg kan give ud fra det er, at tri-lands er mere awesome end templer. De fleste af mine lister startede ikke med 4, men endte med det alligevel.
Det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt, at der kun er 3-farvede decks her. Tror jeg ikke, at der også kommer 2-farvede eller mono-farvede decks? Selvfølgelig gør jeg det, men jeg har svært ved at se dem være rigtig god lige nu.
Mardu Aggro virker bare så meget bedre end mono-rød og mono-sort, at det bør være det værd at ofre en smule konsistens for de voldsomme kræfter, som decket besidder. Og hvis aggro-decket er 3-farvet, skal det så tvinge de andre decks til at være færre farver? Sylvan Caryatid hjælper rigtig meget. Det samme gør tri-landene.
Brad Nelsons BW deck virker dog ret godt, bedre end mit eget BW Control deck. Hans version er også mere midrange med Nyx-Fleece Ram, Brimaz og Wingmate Roc. Det har rent faktisk et godt match-up mod aggro, blandt andet på grund af, at manabasen kun er to farver (og også lidt fordi der er 4 får maindeck).
En anden fordel ved at være to farver er, at man som kontrol-deck har adgang til både refuges fra Khans (såsom Dismal Backwater), samt Radiant Fountain. Det er ret meget lifegain fra sine lande, der kan være med til at genoprette lifeloss fra dine Thoughtseizes og modstanderens burn.
Khans standard virker spændende, og jeg kan ikke vente med at se, hvor tæt jeg er kommet på formatets endelige udseende, når Pro Tour Honolulu har været over os.
Logger ind...
Nye indlæg i forummet
Nyt på Markedspladsen
YawgmothsBreakfast
#1 PT Points Yearly
Udskriv artikel
1 Kommentarer 
Mardu Aggro 
Af: 
