Men historien starter meget før – for jeg er en del af en gruppe af gamle magic spillere fra Fyn, der mødes en gang eller to om året til julefrokost/sommerhustur eller noget, der ligner – det væsentligste element er sådan set bare, at der er masser af alkohol og mulighed for at spille Boot Camp Cube.

Sidste år stod jeg for en julefrokost, der som sædvanligt stak fuldkommen af. Alle skulle have noget med til julefrokosten, og for at udelukke muligheden for at skimpe på den medbragte alkohol eller mad blev det hurtigt vedtaget, at hvis alt man havde taget med, var blevet spist eller drukket, så måtte man en tur i supermarkedet og hente mere. Der gik selvfølgelig heller ikke mere end en time før vi måtte sende Jakob (Bumsen) afsted efter den næste flaske snaps, men han counterede os med en virkelig slem omgang kommensnaps, som der stadig er noget tilbage af, den dag i dag! Kort efter kom det op, om vi ikke skulle gøre det til en årlig ting at mødes, og om vi ikke skulle fordele udgifterne mere ligeligt (vi havde basically trukket lod om alle poster til julefrokosten, og man kunne sagtens ende med at en havde fået 8 poster og en anden ingen).


Vi blev enige om, at det ikke lød som en helt forfærdelig ide, så vi aftalte at overføre 50 kroner pr. mand pr. måned til Bumsens konto, og så kunne vi finde på en fælles tur i løbet af året – med den betingelse, at hvis man bailede på turen, så stod ens indbetalinger til fri rådighed for resten af selskabet – og med en gruppe mennesker, hvor omkring 50 % altid ender med at baile, så var det et stort incitament for folk til at dukke op.

Vi spottede så, at der skulle komme et Grand Prix i Strasbourg i november 2014, og da det faldt perfekt sammen med julefrokost sæsonen og var et limited Grand Prix, så var det helt oplagt, at vi skulle derned. Som sagt så gjort, Bumsen arrangerede lejlighed og planlagde transport og Rikki, Asbjørn (River_Boa), Boxer og Randompal bailede i månederne op til, så alt var helt som det skulle være.

Jeg har altid gået meget op i Magic-delen af vores ture, mens det for nogen af de andre betyder mere om de kan nå at dreamcrushe nogen, før de dropper på 4-1 for at komme ud og drikke. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg godt kunne lide formatet og med en del tid på hænderne efter jeg havde afleveret speciale kastede jeg mig over køerne på modo. I måneden op til Grand Prixet nåede jeg derfor omkring 20 sealeds, 80-100 drafts på Magic Online og omkring 15 live drafts i min lokale butik, så jeg følte mig godt forberedt. Specielt fordi vi ofte endte med at sidde et par stykker og drikke øl og spille sealed sammen, hvilket er en super god forberedelse til byture og lidt søvn, kombineret med Magic, hvilket basically er det GP’er altid ender med at være.

Onsdagen inden vi skulle afsted vil skæbnen dog, at jeg bliver kaldt til jobsamtale fredag morgen, hvor jeg ellers skulle været hoppet i en bil fra Kolding på vejen mod Strasbourg, og det betød at jeg måtte last minute booke nogle flybilletter, og bare acceptere, at turen ville blive noget længere end først planlagt – med afgang fra Odense kl. 6.45 og ankomst i Strasbourg kl. 23.30 om aftenen.

Dagen gik Togtur -> Jobsamtale -> vent to timer i lufthavnen -> find Aben, Lasse V, Hyænen, Kid og de andre, der også skulle flyve -> drik øl i lufthavnen -> drik øl på flyet -> land i Franfurt -> vent tre timer på bussen til Strasbourg sammen med Randi og Happy Ending (der skal nicknames til, hhvs. Emil Stephansen og Alexander Pasgaard) -> mød random norsk pige, der bor på Svalbard og er på vej alene til GP’et -> busturen bliver noget sjovere -> ankom til Strasbourg og find lejligheden, hvor jeg bare bliver mødt af mine seks roomies, der er rigtig dybt i den tredje ramme øl, tak New_Guy, og hvor der kun er en sang på menuen.


(Red. Du kan lige så godt lade sangen køre, mens du læser resten af artiklen)

Efter seks øl bestemmer jeg mig for, at det er ved at være tid til at sove, og de andre ser det som det perfekte tidspunkt at hoppe i byen. De returnerer kl. 4, stadig med Albatrouz kørende for fuld smadder, og der går ca. en time før de sidste falder om, så jeg er jævnt presset, da uret ringer kl. halv otte og vi skal til at ramme sitet.

Grand Prix dag 1:

Vi kan ikke finde nogen bagerier, der har åbent, så vi ender med at CCG’e om utrolig kedelig morgenmad på sitet, tak Pooh!, og derefter går der ikke længe før vi får lov at vente en halv time fra seatings bliver posted til vi får lov at registrere vores pools. Jeg registrerer en decent, men ikke amazing pool, og får til gengæld en rigtig lækker sag af en sealed pool, hvor jeg både kan spille alle mine lande, som endda er så perfekt sat op at alle mine lande, undtagen et mountain laver enten W eller B, mine bedste rares (undtagen en Sagu Mauler), og som har en god kurve og fin removal. Mit deck så således ud:





Det er så tæt på en 10/10 som man kommer i formatet, uden at have Duneblast, men jeg endte med at sideboarde Heir of the Wilds ud og Alabaster Kirin ind i næsten alle spil, da det alligevel var lidt for grådigt at have det gode dyr i splashfarven over det lidt dårligere, men stadig rigtig gode kort i mainfarven. Derudover er det værd at bemærke, at der ikke er noget card draw i decket, og derfor ikke er særlig mange muligheder for at lave card advantage – derfor valgte jeg i langt de fleste kampe at lade modstanderen starte, fordi mit deck ville have svært ved at komme tilbage fra en mulligan on the play.

Jeg havde slet ikke spillet nok IRL magic til at kunne have en bye, så jeg er bare på lige fra starten.

I runde 1 møder jeg Ludovic fra Belgien, og det går straks op for mig, at der er tale om en reel bye lige fra starten, da han spørger mig, om jeg vil føre liv for os begge to, når nu jeg har taget en blok med. Det ville jeg naturligvis gerne, og jeg vinder lynhurtigt to spil, efter han blandt andet venter til EOT med at skyde en 4/4 Ponyback Brigade med Smite The Monstrous, efter den både har givet ham 4 skade og Ferocious til Heir of the Wilds.

1-0


I runde 2 møder jeg Emmanuel, der er en ældre franskmand, og som tydeligvis ikke kender alle kortene i formatet, for han forstår ikke helt hvordan jeg kan putte Ghostfire Blade på Watcher of the Roost, flippe den gratis og derefter bare gå Air Elemental på hans ansigt i tur 4, og spille en ny morph. I game 2 joiner High Sentinels of Arashin festen for første gang, og kort efter er jeg 2-0.

2-0

I runde 3 render jeg ind i min sidemand fra deckbuilding, en tysker, der efterfølgende havde haft to byes. Han vinder ret hurtigt game 1, da jeg aldrig finder en sort source, mens jeg i game 2 får hevet den hjem i et lidt sjovt spot. Min modstander har en morph og angriber ind i mine to dyr, han kommer samtidig til at flippe Dragonscale Boon ved en fejl, og jeg decliner derfor blocket – men derefter opstår der en interessant dynamik, fordi jeg ved at han har den, og fordi han virker kompetent. Jeg har ikke selv et trick, men slår alligevel bare frem med begge dyr og repræsenterer, at jeg kan noget, og han æder den, og spiller derefter i tre ture udenom de spells, som han mener jeg kan have, og det ender med at koste ham spillet.

I game 3 mulliganner han en gang on the play, og er stuck på tre lande, mens jeg kurver med begge Warrior lords – desværre har han to Kill Shots og en morph, der forsinker mig noget i at bashe hans ansigt ind, men det lykkes til sidst, da jeg både finder Dragonscale Boon og Feat of Resistance til at presse den sidste skade igennem.

3-0

I runde 4 spiller jeg mod endnu en tysker, der har bygget et 5-color Secret Plans deck, med masser af morpher og en Siege Rhino, samt Dead Drop på toppen. Spil 1 går vanvittigt langt og jeg er længe presset af hans kurve, der gik Tur 3 Morph, tur 4 Siege Rhino, tur 5 Bellowing Saddlebrute og tur 6 Armament Corps on the play.

Men jeg får stabiliseret med et par gode double blocks, og der opstår et lidt interessant spot, hvor jeg troede at min Feat of Resistance kunne redde både min Abzan Battle Priest og min Ainok Bond-Kin, da jeg dobbeltblocker Bellowing Saddlebrute med en counter på. Min modstander er ikke helt sikker på hvordan det fungerer, så vi kalder på en dommer. Dommeren er dog helt væk og mener, at fordi jeg har bedt min modstander om at stacke mine blockers, så er skaden også givet og jeg har ikke mulighed for at spille Feat of Resistance, hvilket obv. er helt forkert. Det tager ti minutter før dommeren forstår, hvad det er vi snakker om, han ruler derefter korrekt at min modstander godt kan give en skade videre til min Bond-Kin selvom der ligger en prosort Battlepriest forrest, og giver os derefter fire minutters ekstra tid.

Jeg er ret flustered over at bruge en del energi på at diskutere med dommeren og tænker derfor ikke over, at fire minutter er alt for lidt tid, og vi spiller derefter videre. Spil 1 kommer ned til at jeg på et tomt bord trækker og spiller en Ponyback Brigade, mens min modstander på tre i liv trækker sit kort for turen og kan lægge morph, morph, Savage Knuckleblade med Secret Plans i bordet. Derefter finder han en spell hver gang jeg også gør det, og han tager game 1 med ca. 22 minutter tilbage på det officielle ur.

Jeg forklarer ham hurtigt, at vi skal spille noget hurtigere, da han især har brugt uendelig lang tid på at tappe, og untappe sine lande, når han skulle spille sine ting. Derefter rusher jeg ham igennem alle steps af turene, hvilket resulterer i at han misser en hel del triggers, og jeg kan tage game 2 med ca. 4 minutter tilbage på clocken og altså i alt 8 minutter til resten af spillet. Jeg kalder en dommer hen mens vi sideboarder, og forklarer at vi har en Time Extension, og at jeg gerne vil have at han holder øje med Slow Play i spillet – han indvilliger og sætter sig ned ved siden af os, og vi når ikke længere end tur tre før min modstander får den første warning for slow play.

Jeg presser hårdt på og bruger maks. sekunder pr. tur og med 30 sekunder tilbage på uret har jeg tvunget min modstander ud i en situation, hvor han er nødt til at chumpe mit ene dyr og tage det andet på ansigtet og gå på to, og jeg vinder derefter præcis da tiden løber ud.

Det kan lyde som om, at jeg udnyttede min modstanders langsomme spil, til at presse ham, og det gjorde jeg bestemt også – men når jeg efter 50 minutters spil kun har brugt omkring 10 af dem, så har jeg ingen skrupler med at tage et win på baggrund af at have presset min modstander til at glemme hans triggers.

4-0

Runde 5 starter lige efter, og jeg er paired mod Christophe Gregoir, der blandt andet har en Pro Tour Top 8 og nogle gode finishes fra Grand Prix’er på CV’et. Jeg vinder die rollet og vælger, at han skal starte, og bliver straffet, da han går tur 3 morph, tur 4 Siege Rhino, tur 7 Craters Claw dig for 8, efter jeg har dealet med hans initial rush.

I game 2 får jeg en god start med Ghostfire Blade og en Morph, og min Sultai Scavenger går derefter i flæsket på ham med god succes, mens jeg hele tiden har Feat of Resistance oppe til at countere en evt. removal.

I game 3 vælger han at starte, og muller derefter til 5. Kortkvaliteten i hans deck er dog høj nok til at spillet alligevel går langt, men jeg får presset ham godt ned, og kan i de afgørende ture suicide mit hold ind i hans Siege Rhino og venner, så jeg kommer udenfor Craters Claw range via Abzan Guide, og samtidig give ham nok skade til, at mine resterende dyr kan tage spillet ned turen efter.

5-0

I runde 6 møder jeg Frederico, der er fra Italien, og i game 1 spiller jeg dyr indtil jeg i tur 7 kan vælge mellem at flippe min Ponyback Brigade eller spille en fra hånden – men da jeg har vist ham Rush of Battle via Watcher of the Roost tidligere i spillet, så er der større chance for at han ikke kan interagerer, hvis jeg bare flipper min Morph i slutningen af hans tur – han kigger længe på boardet, spiller derefter en Tusked Collosodon, og dør meget hårdt, da jeg unmorpher og derefter spiller min Rush.

I game 2 spiller jeg on the play tur 3 Morph, tur 4 High Sentinels of Arashin, og han har en af de få removals, der kan tage den i tur 4 i Suspension Field. Han følger op med sin egen High Sentinels, men da jeg har boardet Rite of the Serpent ind får jeg også dealet med hans bombe. Derefter går der tre ture før jeg har etableret Sultai Scavenger + Ghostfire Blade med både Dragonscale Boon og Feat som backup, så da han alphastriker på 8 i liv kan jeg untappe min Scavenger uden frygt for et trick, dræbe hans dyr og ødelægge hans alpha strike og bare give mit dyr en counter i min tur og slå ham ihjel. (Han havde brugt et trick i turen før, hvis han havde et). Det sidste han siger med tyk italiensk accent er: ”but your deck… it’sa soo good”.

6-0

I runde 7 får jeg fornøjelsen af at møde Ivan Floch, der som de fleste nok ved, lige har vundet en Pro Tour og Top 8’et en anden. Fordi han som Platinum Pro har VIP status ved turneringen skal vi sidde ved et bord helt bagerst i lokalet, men det er bestemt ikke komforten, der er i højsædet, da vi har trukket pladsen med 2x bordben.

Anyways – han vinder die rollet, vælger at starte og bliver belønnet med en mulligan. Han kommer dog hurtigt ud af starthullerne med tur 2 Highland Game, tur 3 Morph, tur 4 Morph + tapland. Jeg har dog tur 2 Chief of the Scale, der bare stopper ham kold, og i min tur 4 kan jeg angribe med den, med Dragonscale Boon og Mardu Heart-Piercer på hånden. De to bedste options for ham er derfor at enten ikke at blocke eller at sende hele holdet ind foran Chief, og han vælger da også det sidste. Jeg dræber derfor begge hans morpher (Glacial Stalker og Jeering Instigator) via Chief og den efterfølgende Heart-Piercer, og følger derefter op med High Sentinels of Arashin. Han får dræbt Sentinels med Arrow Storm, og efterfølgende to af mine dyr med Arc Lightning, men mine fliers og tricks tager den hjem, selvom han også når at vise mig en Thousand Winds og en Snowhorn Rider.

I spil to får jeg lagt et fint tidligt pres med tur 2 Chief of the Edge, tur 4 Mardu Heartpiercer, tur 5 Dragonscale Boon, der æder et dyr, og da bordet begynder at stalle, har jeg High Sentinels of Arashin med Feat of Resistance backup, som jeg hele tiden holder mana oppe til, selvom det betyder, at jeg må decline flere ”gratis” aktiveringer af High Sentinels. Eventually har jeg nok mana til at dobbeltpumpe med Sentinels og stadig holde Feat oppe, og så er det alligevel temmelig svært at tabe, selv når man spiller mod en Pro Tour Champ.

7-0

Jeg var super fokuseret på kampen og ligger derfor slet ikke mærke til, at de andre VIP’s naturligvis også har seats lige ved siden af. Min kamp er gået ret langt, så da jeg vinder, kigger jeg op og kan se at Villy Edel sidder til venstre for mig og kigger, mens Jeremy Dezani står lige bag ved mig og følger mig. Det er en af de sjovere ting ved at komme til GP’er og klare sig godt – at some point får man lov at dakke nogle proer.



I runde 8 møder jeg Valentin Mackl, der udover at være Østrigs holdkaptajn til VM, også har været i tre GP top 8’er indenfor det sidste år. Jeg vinder die roll, og vælger at lade ham starte. Derefter mulliganner jeg til seks, og han straffer mig, da han bare laver den perfekte kurve af 1-drop, Chief of the Edge, Morph, removal, inden jeg får stabiliseret på meget lidt i liv. Derefter finder han en Abzan Charm, da vi begge er løbet tør for gas, og han trækker to spells, mens jeg finder to lande på de næste draw steps og så vinder han.

I game 2 begynder trætheden at indfinde sig, da min modstander er på fem lande og har sagt go mod min High Sentinels, Chief of the Scale og en Morph med Ghostfire Blade, med et board af Mardu Hateblade, Alabaster Kirin og en outlasted Abzan Battlepriest. Jeg bestemmer mig for at race, med min flier og min 2/3er, og jeg bliver straffet af hans Kill Shot, der betyder, at min boardpresence fader meget hurtigt. Her havde det korrekte play helt klart været at vente og bygge mit board bedre op via High Sentinels, men jeg valgte i stedet at gå efter høj-varians planen, og da mine næste draws er ret akavede, og han finder en ny Alabaster Kirin, en Throttle til min Morph og en Dragonscale Boon, da jeg går efter et dobbeltblock, og derudover ikke trækker et eneste land efter det femte, så taber jeg ret resoundingly i et game, hvor jeg egentlig godt kunne have skabt noget mere spænding om resultatet.

7-1

I runde 9 møder jeg Iso Been, der er på Hollands VM team, og på det her tidspunkt er jeg virkelig træt ovenpå en lang dag. Jeg taber die roll, og han har tur 2 Chief of the Edge, tur 3 Grim Haruspex, tur 4 High Sentinels og derefter har to removals på det helt rigtige tidspunkt, mens jeg ikke kan finde en sort source i løbet af spillet.


I spil 2 lader jeg ham starte igen, og vi bytter tidlige ressourcer, men spillet bliver afgjort da han slammer en Swarm of the Bloodflies i tur 5, hvor jeg er nødt til at bytte af, og jeg derefter trækker et tapped land, når jeg skulle bruge et untapped og generelt ikke kan komme til at bruge min mana optimalt i en eneste tur. Mine sidste ture går desværre med at chumpe en evigt voksende Swarm, mens jeg prøver at finde Kill Shot eller Rite of the Serpent, alt imens at jeg får flere ture end jeg burde, fordi han ikke presser på med resten af sine dyr, men det lykkes desværre ikke, og jeg er dermed 7-2 for dagen.

Det ville være en pæn underdrivelse at sige, at jeg var på tilt efter den sidste runde, især fordi jeg ikke syntes, at mit deck havde samarbejdet, koblet med at jeg godt kunne se, at et par af mine beslutninger ikke havde været 100 % optimale. Humøret stiger dog lidt, da Aben taber CCG’et om billetterne til sporvognen efter New Guy iskoldt har kaldt ham ud på at hans kort er nummer 4 i bunken, og vi støder til de andre hoveder nede i byen, der har fundet sig en restaurant og er ved at gå ombord i rødvin, frølår og store bøffer. Desværre var der ikke længere åbent i køkkenet, så vi måtte finde et andet sted, og vi endte kort efter på ”julestedet” – der bedst kan beskrives som en stor bindingsværksbygning, der var fuldkommen dækket af julelys, LED-pærer og krybbespilsscener i en stor forvirrende pærevælling.

Vi får hurtigt plads indenfor, og får derefter på bedste turistvis bestilt mad og øl med en god kombi af tegnsprog og engelsk, som vores værtinde ikke rigtig forstod, og da hhvs. Aben, New Guy og Hyænen er så flinke at betale for herlighederne gennem flere CCG’s, så er jeg egentlig ikke helt så irriteret på verden, som jeg var tidligere på aftenen.

Vi får fundet de andre igen på en lille bitte fransk bar, hvor vi lynhurtigt får skræmt de andre regulars væk, mens barmutter ser sin chance for den største omsætning i lang tid, da vi begynder at bestille Vodka og Red Bull. Jeg må bide i det sure æble og tabe turens eneste CCG om 5 Vodka/Redbull, men dodger heldigvis de efterfølgende for 10 og 11 stk. Vores vært løber meget hurtigt tør for både is, Vodka og glas – men viser sig som en ægte entreprenør, da hun får stukket den sidste tilbageværende stamgæst nogle penge og sendt ham i en nærliggende kiosk efter flere forsyninger.


Derefter benytter jeg mig af chancen for at baile på resten af byturen, da der jo stadigvæk er en dag to at spille, og jeg får meget nemt lokket Bumsen med, da han stadigvæk er ret mærket af en forkølelse. Vi når tilbage til vores lejlighed omkring kl. 01, og jeg får derefter ca. 3 timers søvn, før jeg bliver vækket af min telefon. Det er Hyænen, der har New Guy med på slæb, og som ikke kan finde lejligheden. For at gøre tingene mere besværligt, så er New Guy pænt sagt, fuldkommen blæst, og har lige kastet op i deres Taxa, så Hyænen måtte bestikke Taxigutten for ikke at gå helt rokoko på New Guy. Jeg får fundet dem, og de kommer ind i lejligheden, hvor New Guy bare sejler videre. Han ender på en stol ude i køkkenet, hvor han prøver, læs fejler, på at få sine sko af. Jeg kan godt se, at det ikke er helt godt, så jeg spørger ham, om han skal knække sig igen. Svaret er negativt, og jeg hopper ind i seng, men under et minut senere fylder New Guy alligevel håndvasken i køkkenet med resterne af dagens mad, og vælger derefter at tænde for vandet, så vasken stopper fuldstændigt i en kompot af opkast, øl, og vand – hvilket han naturligvis selv fik lov at ordne dagen efter.

Ca. en time senere kommer resten af selskabet tilbage, og jeg må hurtigt opgive alt, der minder om søvn, da de dels stadig blaster ”I’m an Albatrouz” og dels har fundet en telefon på en af barerne og nu forsøger på at komme i kontakt med ejeren. Hun var ikke synderligt god til engelsk og var bestemt ikke imponeret over, at komme i kontakt med en flok fulde danskere, som hun hurtigt mistænkte for at have stjålet telefonen i første omgang, så da hun kommer og henter den, har hun en bodybuilderven med, men det hele forløber heldigvis uden større komplikationer, og jeg får sneget mig til en times søvn mere, før uret ringer, og det er tid til at ramme sitet igen.

Del to kommer senere på ugen!